Midt i julestemningen, 22. december 2021, blev Kathrine og Marc forældre til den skønneste lille dreng, Karl Rheum.
Cirka 3,5 måned senere, 10. april, blev Karl fejret med en festlig barnedåb. En mindeværdig fest med lækker mad, safari-tema og ikke mindst 46 fantastiske gæster fra nær og fjern!
Det perfekte lokale
Det lille festlokale i Nibe Idræts- & Kulturcenter dannede de perfekte rammer for festen. Eftersom dåben skulle finde sted i Påsken valgte Kathrine og Marc at booke lokalet i god tid, ca. 2 måneder inden festen, så de var helt sikre på, at de havde det helt rigtige lokale til dåbsfesten.
“Det var overraskende nemt og brugervenligt at bestille gennem Nuento,” siger Marc. “Det var overskueligt at se hvilke lokaler, som var booket på de enkelte datoer. Og så følte vi faktisk bare, det var rigtig nemt at booke og betale.”

Dagen før festen skulle stå, fik Kathrine nøglerne til lokalet, så hun og hendes familie kunne bruge dagen på at pynte lokalet i safari-tema. Valget faldt hurtigt på safari-tema, da Kathrine og Marc godt kan lide at skille sig lidt ud. Så en barnedåb i de klassiske lyseblå farver passede ikke lige ind i den måde familien ser sig selv.
“Vi begyndte tidligt at bestille pynt hjem. Det var ret svært at finde lige netop det pynt, vi forestillede, så derfor blev eBay og Amazon endevendt! Her fandt vi næsten alt, vi skulle bruge – suppleret op med lidt hjemmelavet pynt fra Kathrines kreative hånd,” fortæller Marc.
Festen
Søndag morgen blev det hele pludselig mere og mere virkeligt, og sommerfuglene begyndte at melde sig. Kathrine gjorde Karl klar til kirken, mens Marc gjorde det sidste klar i festlokalet.
Når alt og alle var helt klar, gik turen til kirken. Alle gæster var med til dåben, og lige i familiens ånd havde kirken tilfældigvis planlagt en anderledes og skæv gudstjeneste, som de altid vil huske!

Efter dåben drog Kathrine, Marc og Karl sammen med gæsterne direkte over til festlokalet, hvor der blev hygget, spist, grinet og quizzet. “Vi lavede en quiz om Karl og hans præferencer, når han bliver teenager. Den bliver taget med videre til Karls konfirmation, og så er det spændende at se, hvem som har flest rigtige svar til den tid,” siger Marc.
Som uddannet kok stod Marc selv for maden, som blev forberedt efter fyraften. Menuen stod på et overdådigt charcuteri-bord med hjemmelavet garniture, lækkert brød, forskellige cremer, danske oste, og spanske pølser og skinke! Desserten var en lækker safari-kage til ære for Karl Rheum. “Rheum, i Karls mellemnavn, er latin for rabarber, og vores egne rabarber var lige skudt frem i haven, så kagen var med hvid chokolademousse og rabarberkompot,” fortæller Marc.
Selvom Kathrine og Marc har haft travlt med planlægningen af dåben med alle de hjemmelavede elementer, fortryder de intet! “Det bedste ved festen var helt klart samværet med vores familie og venner. Og Karl klarede hele dagen med et smil, så det gjorde bare dagen helt perfekt!”, siger Marc glad.

3 gode råd
Sidst men ikke mindst har Kathrine og Marc tre gode råd til andre forældre, der står overfor en kommende barnedåb.
1: Planlægning er guld værd!
“Selvom mor går hjemme meget af tiden, så er det altså fordi, hun skal være der for barnet. Så sørg for at få startet det hele i god tid – evt. med hjælp fra familie og venner. Og husk at tilpasse arbejdsopgaverne så både mor og far kan være i det.”
2: Læg et budget!
“Vi var ret heldige med en rigtig fornuftig pris på lokaleleje gennem Nuento og fik endda ekstra rabat, da vi bookede det i 2 dage. Men ud over lokaleleje, så løber sådan noget som mad, drikkevare og især pynt hurtigt op!”
3: Book lokalet en ekstra dag!
“Vi var rigtig glade for at have lejet lokalet i to hele dage. Vi fik nøglerne om lørdagen og skulle først aflevere dem om mandagen. Lørdag blev der pyntet og dækket op, så alt stod klar. Dermed var der ingen stress og jag søndag morgen. Det var bare op og gøre klar til kirken og så ellers bare nyde søndagen og festen. Mandag morgen kunne vi så passende bruge på det sidste oprydning og rengøring, før nøglerne skulle afleveres.”
Find en huskeliste til festen her.






